Sundhed

RACESPECIFIK AVLS STRATEGI

Sharpeiklubben har i Vinteren 2019 udsendt sundhedsspørgeskema til samtlige af klubbens medlemmer. Der blev udsendt 100 skemaer til alle ejere af Shar Pei over 6 mdr. Der er kommet 76 udfyldte skemaer tilbage. Skemaet omhandler udelukkende Shar Pei registreret i DKK. Ellers er der ikke af andre lavet en egentlig undersøgelse af Shar Peiens sundhedstilstand i Danmark.

I skemaet spurgte vi til øjne, ører, hud/pels, allergi, stofskifte, hofter, albuer, ryg, knæ, hjerte, feber, nyrer, reproduktion (parring i forhold til begge køn og fødsel) og temperament.
Vi blev positivt overraskede over svarene og har udarbejdet denne del af racens RAS ud fra de svar, som vi har modtaget, den viden vi i øvrigt har indsamlet, samt udstillingskritikkerne for samtlige hunde udstillet igennem 10 år. Vi har registeret hvilke hunde, der er importeret og hvilke der er DKK
opdrættede for at danne os et overblik over sundhedsfordelingen i den tilgængelige genpulje.

Vi har kunnet konstatere, at de problemer, som vi ser hos racen, er koncentreret til øjne, mund og at vi har en race, der skeletmæssigt er helt igennem sund, ikke på nuværende tidspunkt viser tegn på hjerteproblemer, at feberanfald er i hastig tilbagegang, at nyreproblematikken er i tilbagegang, da vi ikke ud af de 76 skemaer har fået en eneste, der havde diagnosticeret nyreproblem, at racen for såvel hanner som tæver parrer naturligt, samt tæverne føder naturligt. Vi har også konstateret, at alle ejerne skriver deres hund er meget social i forhold til dens familie, men at nogle individer er reserverede overfor fremmede. I forhold til standarden er Shar Pei netop en race, der er meget knyttet til sin familie og reserveret overfor fremmede.